Hjem
Alexanderparakit
(Psittacula krameri )
Længde 38 cm. Rugeperiode 24 dage. Flyvefærdig 49 dage.
Kuldstørrelse 4-5 æg.
Alexanderparakitten (P krameri) har æren af at være den
videst udbredte papegøjeart i verden i dag. Den afrikanske underart (P k.
krameri) var højt værdsat af romerne. Fuglene blev holdt i bure fremstillet af
elfenben og sølv, og en slave blev gjort ansvarlig udelukkende for deres
pasning. Tidligere var grækerne blevet betaget af charmen hos den indiske
underart (P k. manillensis).
Det er ret let at kende forskel på de to underarter; den
afrikanske har en lidt mindre krop og et mørkt overnæb med en sort spids og
ikke et klart rødt overnæb som den indiske. Desuden har hovedet hos den
afrikanske en lysere grøn kulør. Alexanderparakitten er en relativt hårdfør
art, når den først er faldet til i sine omgivelser, men den behøver en passende
beskyttelse mod kulde, fordi den er sårbar over for frost. Det er muligt at
holde to par sammen i en stor voliere, men begge parrene skal sættes ind
samtidigt. Der er ikke nogen stærk parbinding mellem hannen og hunnen, og der
er kun meget lidt direkte kontakt imellem dem udenfor yngleperioden. Det gør
det muligt at udskifte partnere, selvom det kan være svært at lokke en ung han
til at parre sig med en ældre hun; han vil ikke føle sig tryg nok til at tage
dette skridt. Alexanderparakitter sover ofte i redekasser året igennem, og på
den nordlige halvkugle er de blandt de fugle, der yngler tidligst. I mildt vejr
kan en hun lægge æg så tidligt som i februar. For at beskytte dem mod pludselig
kulde, så byg redekasserne af kraftigt træ og anbring dem i en beskyttet del af
volieren. Til alle ædelparakitter skal redekassen være dyb med en stige fastgjort
på indersiden under flyvehullet, så der er adgang til bunden. Fyld redekassen
med høvlspåner og stykker af nåletræslister, som fuglene kan skrælle i stykker
for at lave redeforingen.
Farvemutationer af den indiske alexanderparakit er blevet
almindeligt etableret i de senere år, og nogle af disse er højt værdsat i
Indien. De inkluderer en lutino form, hvor den grønne fjerdragt er skiftet ud
med gult og hannen sorte halsbånd med hvidt. Det rosa område, der omkranser
nakken, er bevaret og virker mere fremtrædende mod den gule fjerdragt, mens det
røde overnæb er upåvirket. Den elegante, blå mutation er meget populær. Den
rosa farve i hannens halsbånd er blevet ændret til hvidt, mens næbbet har
bevaret sin røde farve. Hunnen er rent blå i stedet for grøn. Opdrættere har
krydset disse farver for at skabe en rent hvid albino med røde øjne; hannen har
ikke noget halsbånd. Andre farvevarianter omfatter brogede, kanelfarvede og
mørk faktor former såvel som grå og grågrønne. Hos disse mutationer gør en
Dna-test det muligt at identificere de fugle, der er vigtige for fremtidens
avlsprogram, på et tidligt tidspunkt.
At kønsbestemme voksne alexanderparakitter er ret enkelt
takket være hannens halsbånd, men det kan tage to år, før denne egenskab viser
sig.
Den blå form af den indiske alexanderparakit holdes almindeligt, hvilket gør den til en af de mest populære farveformer
Primrose er en af de sjældnere farveformer. Dette er en hun.
Det kan tage to år eller mere, før alexanderparakitten begynder at yngle, så
det er uvægerligt en langsom proces at skabe nye farveformer