Hjem
Nordlig rosella
( P.v. hilli )
Længde 25-30 cm. Rugeperiode 19 dage. Flyvefærdige 45 dage.
Kuldstørrelse 2-4 æg.
London Zoo havde den første gang i, 1899, og den har langt
'fra været særligt almindelig i fugleholdet. Der er en ubekræftet oplysning om,
at der var en levende fugl i Europa i 1864.
Der er lidt uenighed om, hvornår førsteopdrættet fandt sted,
idet der hos et par forfattere refereres til et opdræt i Scotland tidligt i det
20. århundrede, men nærmere er det ikke lykkedes at komme. I 1928 fandt der opdræt
sted hos Tavistock (senere Hertugen af Bedford) og faktisk ret jævnligt
derefter til efter 2. verdenskrig. Hos Boosey fra Keston Bird Farm blev der i
perioden 1929 til 33 lavet hele 27 unger af bare et par. En reference til et
opdræt i Frankrig omkring første verdenskrig er heller ikke bekræftet. I
Belgien skulle den være opdrættet i 1946 af Bruyneel, mens der oplyses fra USA
i 1939, at den er opdrættet flere gange. Først skulle det være af Putman og
senere af Patrick. Fra Australien er der oplysning om, at der blev givet
opdrætsmedajle for den i 1939 til Alan Lendon.
I Danmark fandt det første opdræt sted i 1977 hos Poul
Calvert.
Pasning og opdræt
Tavistock havde før 1. verdenskrig et par fritflyvende i sin
store have, og de havde unger, men da det var midt om vinteren, og hunnen ikke
blev konstant på reden mere, så døde ungerne. Han havde så i 12 til 14 år 2
hunner og fik engang først i 20'erne en han til låns fra Frankrig. Det lykkedes
efter flere genvordigheder med akklimatisering og sammenparring at få et kuld
æg og også få dem udruget. Der døde dog en unge i reden, og hunnen var ikke
villig til at forlade den, så det hele blev hældt ud på jorden, og reden blev
så gjort ren. Ungerne blev så sat ind igen, og hunnen gik på reden igen. Senere
døde endnu en unge, og de to sidste var krøblinge, der kun levede nogle uger.
Derefter fik Tavistock en nyimporteret han og satte ham ind til hunnen, men han
angreb hende øjeblikkelig og lige meget, hvad man gjorde, så ville han angribe
hende. Senere kom der så en ny han til, men han var lige så arrig. Det gamle
par havde forsøgt med opdræt, men de missede 'alle af forskellige årsager' så
som mus i volieren, sen rugning og kulde (november).
Nu var ejeren så blevet så gal på den arrige han, at han fik
den ene vinge kraftigt stækket, og derefter var han så from som Moses, og kort
efter madede han hunnen; og viste sig, som alle tiders pragteksemplar af en
husbond. I maj blev der lagt æg, og i august fløj 3 unger af reden, men den ene
døde senere. Ovenstående er noget forkortet og også lidt omskrevet i forhold
til opdrætsberetningen.
Boosey, som havde meget held med denne rosella, brokkede sig
over, at den altid fældede om sommeren og ynglede om efteråret. Han havde dog
lidt ud af det, bl.a. ud over ovenomtalte også et par, der fik 9 unger i 2 kuld
på et år.
Tilsyneladende skal man være ret meget på vagt ved
sammensætningen af fugle, idet det nok er den mest kræsne art af rosellaerne
med hensyn til partnervalg. Bedst var det nok at lade en flok ungfugle gå
sammen og lade dem selv parre sig ud. I slutningen af det 20. århundrede er der
ved at være blevet oparbejdet en rimelig god ynglebestand i Europa, og vi har
den da også her i landet i rimeligt antal. Den må nok uden tvivl betragtes som
den vanskeligste og mest sarte af alle rosellaerne.
Foder
Man kan godt nøjes med en god parakitblanding til den, men
den vil gerne have tilskud af både grønt og bær. Den er tilsyneladende meget
glad for græsfrø, og får den rajgræsstrå med frøstande, så kan den let få tiden
til at gå med at arbejde med disse.
Farvevariationer
Der kan være lidt farvenuanceforskel på overhovedet (issen),
og Gould omtaler bl.a. en fugl, som havde hele issen dyb blodrød og andre med
mere eller mindre denne røde farve. Tilsyneladende er det fugle fra det
nordvestlige af området, der er lidt anderledes, men fuglene fra Melville øen
er også lidt forskellige fra de andre, idet de er tydeligt mørkere i kropsfarverne.
Der er ikke i dag anerkendt nogen race af Browns rosella.
Det mest interessante er dog, at Brown selv skulle have bemærket variation hos
den, men typeeksemplaret er vist gået til, og det som lå til grund for
førstebeskrivelsen er måske fra en anden indsamling, men Browns beskrivelse og
notater var så nøjagtige, at fuglen næsten ikke var nødvendig!
Mutationer
Der er endnu ikke opstået mutationer af den, men der er
nogle få "rødhovede" fugle i Australien, som der arbejdes med. En
egentlig rød farve er det nu ikke, og det er et spørgsmål, om den ikke er rød
under det sorte på overhovedet.
Variationerne
Nogle har som sagt haft et systematisk navn. Den blåkindede
er blevet kaldt P. v. hil/i. Den har en meget tydelig blå kindplet ligesom den
stort set ikke har sorte striber på brystfjerene. Der er ind imellem omtalt en
rødpandet race, men den er ikke kendt i fangenskab. Den rødhovede blev allerede
omtalt af Gould, men den har ikke fået noget racenavn. Denne variation ses ind
imellem i naturpopulationen både hos den normale men også hos den blåkindede
Der er desuden en variation, hvor den gule bundfarve ikke er så kraftig,
hvilket giver mere blålige fugle. De normale gule fjerområder viser nu et blåt
skær. De findes i fangenskabpopulationeme. Den
lille meget mørke variation fra øen Melville har tidligere været kendt
under navnet P.v.melvil/ensis, men kendes ikke mere..