Om Parakitter

Velkommen til Parakitter.dk

Hjem

Reklamer

Gæstebog

Købes

Sælges

Til parakitter Til finker Til lori

Om Parakitter

Fuglene i dag.

Langt de fleste fugle, der kan købes, er tilvænnet vores klima og det fodervalg, vi tilbyder. De fleste er jo i dag opdrættede fugle, og importerede er så dyre, at man nok skal byde dem de bedste forhold. Endelig skal man dog huske på, at selvom fuglene er tilvænnet, så kan en flytning være dråben, der får bægeret til at flyde over. Fuglen kan være svækket på en eller anden måde.I dag har vi måske også lidt mere forståelse for, at fordi en fugl kommer fra troperne, så er det ikke ensbetydende med, at den kræver 30 graders varme. Faktisk blev der i bladene fra dengang fortalt, at småfugle ikke kunne gå udendørs selvom sommeren. Nu var fuglene jo ret dyre, så derfor ville man passe ekstra godt på dem. Det er da forståeligt.

Efter købet.

Man bør ikke udsætte indkøbte fugle for større belastninger i perioden efter hjemkomsten, og det kan være en fordel at give dem en god vitaminkur samt en ormebehandling. Al for kraftig kost bør de ikke tilbydes i den første tid, og en rede er heller ikke sagen (undtaget for arter, der overnatter i en sådan). Der er dog altid undtagelser, og mange fugle er i dag så optimalt under kontrol og får så god en pasning i hverdagen, at der ingen problemer viser sig. Desværre hører man ikke meget om de fugle, der går til efter indkøbet og flytningen.

Gode råd før og efter købet.

Undersøg fuglene grundigt, før de købes. Se efter om de er rene bagi, om de er kvikke og har klare øjne. Se om deres fjerdragt er stram og tætsiddende. Det gør ikke så meget, fordi der mangler en fjer eller to, men det kan være et handelsargument, hvis man gerne vil prutte om prisen. Bemærk især om næb og ben er rene og komplette. Mangler der negle, så kan det være kritisk hos hanner, mens det gør knapt så meget hos hunner. Lad være med at købe pillede fugle, selvom de er billige. Der er altid en grund til, at fugle piller sig. Køber man alligevel sådanne fugle, så skal man være klar over, at deres varmetab er større end hos befjerede fugle. De fryser kort sagt mere end andre fugle. De kræver altså en bedre pleje, indtil de har fået fjer igen.Transporter dem hjem i en mørk kasse med lufthuller. Lad være at bruge kasser med minktråd eller lignende som gitter foran, da fuglene så er urolige og vil ud af kassen. Herunder beskadiger de ofte hovedet eller næbbet. Sæt kun en fugl i hver kasse eller rum.
Når fuglene kommer hjem, kan det være en fordel at sætte en ring på hver fugl. Hunner ringes på et ben, mens hanner ringes på det andet ben. Så kan man altid hos arter, der ligner hinanden i udseende finde ud af, hvem der er hvem, hvis der sker noget (død, aggression, tyveri eller lignende).
Fuglene sættes ikke ind til alle mu1ige andre, men holdes for sig selv i nogen tid. Det kan være nogle dage eller uger. Det gøres for at vænne fuglene til et nyt foder, for at de kan komme sig helt ovenpå forskrækkelsen og for at undgå, at der slæbes sygdomme ind til de andre fugle. Det svarer til akklimatisationen tidligere.

Ind i deres nye hjem.

Når de er helt akklimatiseret, så kan man sætte dem ind i deres fremtidige hjem. Her kan der gå fugle i forvejen, og så bør man holde øje med hele bestanden i den første tid. Man bør gøre et af to, når man sætter nye fugle ind til andre. Der bliver ikke fodret i det sidste døgn eller to før indsætningen, og når de nye fugle er kommet ind, så fodres der med normalfoder og godbidder. Det afleder opmærksomheden fra de nye, der så lettere kan finde en plads i volieren. Eller man sætter en masse grene og andet legetøj ind i volieren, inden man sætter de nye fugle ind. Det giver adspredelse for alle fuglene, og som regel også mindre aggressioner.

I den første tid efter de nye er kommet ind i volieren, holder man nøje øje med dem, og hvis der er noget usædvanligt at se, så som de sidder apatiske, eller de bliver aggressive overfor hinanden, så må man gribe ind. Først når de er faldet til, så kan redekassen sættes ind med henblik på yngleaktivitet. Der bør dog gå måske et par eller flere uger, inden det sker. Det kan ikke betale sig at jage med den del, selvom det er fristende.

Vinteren.

Ikke alle fugle er lige tilfredse med den kolde tid, men rose1laerne klarer sig som regel godt trods kulde og sne. . De kan dog uheldigvis få skader på tæerne i mere eller mindre grad.. Det sker som regel på en af tre måder.
I det ene tilfælde bliver de forskrækket og flyver ud og hænger i tråden. Fryser det en del, så er tråden så kold, at tæerne fryser fast til tråden, og når fuglen så flyver væk, så rives huden af tæerne. Opdager man det, så skal fuglen ind i varme, og den kan behandles med noget beskyttende salve så som Kerodex, der bruges for at beskytte hænderne (usynlig handske kaldes det også).

I det andet tilfælde flyver fuglen ud på en gren, hvor der er faldet isslag. Her fryser tæerne så fast til grenen, og når fuglen letter, så rives huden af. Endelig kan det fryse så hårdt, at fuglen får forfrysninger i tæerne. Det kan være svært at se, inden det er for sent. Ofte vil man først opdage det, når fuglen begynder at sidde dårligt. Der er ikke noget at gøre, når det er kommet så langt. Mange fugle kan let leve med selv tåløse fødder, men hannerne har svært ved at parre.
Angående manglende tæer, så kan det også ske ved, at en anden fugl bider tåen af. Det sker for det meste, når fuglen hænger i tråden og evt. snakker eller slås med nabo fuglen, der også hænger i tråden. Her kan et papegøjenæb nemt være lige så effektiv som en knibtang. Det bløder noget at miste en tå, men fuglen generes ikke synderligt af det. Værre kan det være, at andre fugle i volieren begynder at bide i såret. Det er uklart, hvorfor denne adfærd opstår, men den er en parallel til hønsenes hakke i hinanden. Tager det overhånd, må man fjerne den skadede fugl, indtil såret

Fodring op til ynglesæsonen.

Når ynglesæsonen nærmer sig, så skal man have fuglens krop tanket op med de nødvendige ingredienser. Det gælder især proteinerne og pudsigt nok også fedtet. Nu kan man give mere fedtholdige frø sorter som solsikke, men kun i mindre mængder, og man kan begynde at give svuldent frø. Det sidste er et proteinrigt foder, der ofte driver fuglene godt forud for ynglesæsonen. Man skal dog samtidig holde øje med dem, så de kommer i ynglestemning samtidig.

Efter æggene er lagt.

Når fuglene er kommet i ynglestemning, og æggene er lagt, så bør man drosle kraftigt ned på al det gode foder og sætte dem på tørkost igen. Ellers kan man risikere, at især hannen bliver for ivrig og vil parre med hunnen, hver gang hun er ude af redekassen. Sult ham godt og grundigt ved evt. ikke at give foderet i en skål, men spred det ud på bunden, af volieren i et meget tyndt lag. Fuglene skal nok overleve, og som regel får man ro i rugetiden. Hunnens foderbehov er noget mindre i rugetiden.

Efter æggene er klækket.

Når æggene klækker, så skal man ikke lige pludseligt give store mængder opmadningfoder. Ved at gøre det kan man slå maven i stykker hos forældrene. Man giver lidt hver dag i den første uge, idet forældrene så vænner sig til foderet, og ungerne endnu ikke har behov for særligt meget. Lidt efter lidt, som ungerne vokser, sættes fodermængden op, så der hele tiden er spist op mellem hver fodring. Ungerne bør ikke sulte, men man skal heller ikke overfodre fuglene, så der efterlades en del uspist foder fra gang til gang. Bruger man svuldent frø, så bør det overskydende fjernes og gives der færdigblandet opmadningsfoder, så bør man hele tiden holde øje med dets konsistens. Bedst er det, hvis det bliver spist op hver dag, enten det er svuldent frø eller opmadningsfoder. Tørt frø kan man godt have nok af i skålen, for hvis fuglene løber tør for foder, så kan de tage det tørre. De afskalIer det og synker det. Foderet bliver så i kroen udsat for nogle enzymer, der begynder en omdannelse af det. Når forældrene gylper det op til ungerne, er værdien af det tørre frø allerede steget en del.

Tilskudsfoder, grit og vand.

Tilskudsfoder i form af vitaminer, mineraler og alt det der, som fuglehandlere har masser af, kan man ved en ordentlig og fornuftig foderplan stort set glemme alt om. Dog bør man ved ormebehandling give et tilskud af vitaminer. Hele det modefænomen med vitamintilskud og tilskud af spormineraler kan nok bedst betegnes som et fænomen, der bunder i den tid, hvor man fodrede ensidigt med en tørfrøblanding.
Fuglene må aldrig mangle grit (småsten) og ligeledes heller ikke vand. De, der praktiserer at holde sine fugle om vinteren uden at give vand, varetager ikke et nødvendigt krav fra fuglene. Det med, at de kan spise sne eller slikke rim, kan lade sig praktisere i nød. Den ærede fugleholder skulle selv prøve at spise sne og stivfrossen mad evt. slikke rim, så kunne det godt være vedkommende blev lidt mere opmærksom på ulemperne ved denne form for madtillavning.

Giv fuglene rent vand hver dag, og om vinteren kan man lave en anordning, så vandet ikke fryser (varmeplade eller elpære under vandskålen), men det er normalt ikke nødvendigt, hvis man bare en gang daglig giver vand. Dyr har været udtalelser om, at koldt vand ikke fryser så hurtigt som varmt (grundet indhold af ilt), men mon ikke der er så ringe forskel på tiden, det tager om at fryse, at det ikke betyder noget, og rent fysisk er der ikke belæg for denne antagelse, idet varmeafgivelsen pr. tidsenhed er uafhængig af vandet indhold af ilt. Om vand med ilt kan indeholde en større varmemængde end vand uden ilt, har jeg ikke fundet nogle oplysninger om, men det vil kun dreje sig om en meget lille forskel.

Fodring hen mod foråret.

Om foråret kan man gøre fuglene en glæde ved at strø noget spiredygtigt frø ud i bunden af volieren, og så lade fuglene om, hvor meget eller hvor lidt de kan lide friske grøntsager.
Der er nogle fugle, der gerne vil pille i grenene og knopperne om 'vinteren og foråret. Det er en god beskæftigelse for dem, og har man mulighed for at give dem nogle frugtgrene eller lignende, så gør det endelig. Man skal være lidt varsom med pilegrene, idet de indeholder et stof, der i store mængder kan være skadeligt (salicyl).

Fra naturens spisekammer.

Hvis man om sommeren og efteråret har samlet bær af forskellig art så som rønnebær, hyben, hyldebær og evt. kirsebær, så er det om vinteren og foråret, man skal bruge dem til fuglene.
Hyldebær kan være noget griseri at bruge, idet deres farve går lige gennem fuglene og kan blive afsat alle vegne. Farven er svær at få væk igen. Her kan man i stedet bruge hylde blomsterne. Mange fugle vil gerne pille i disse, og de kan nemt fryses.

De andre bær kan man enten fryse eller tørre. Fryser man dem, så er brugte mælkekartoner ideelle til at opbevare bærrene i, idet kartonerne er tætte og nemme at pakke i fryseren. Når man fryser bær, så er det en ide at fryse dem en dag i en plastpose, tage dem op af fryseren dagen efter og rulle posen med bærrene. Så hænger de ikke sammen i en klump, når de derefter kommer i mælkekartonen og fryses færdige. De er også løse, når man senere skal bruge dem. Man kan evt. også lufttørre dem et døgns tid, inden de fryses. Det hindrer dem også i at fryse sammen.
Vil man tørre bærrene, så er det bedst at lægge dem i et tyndt lag på en avis eller lignende og evt. i et par dage rage rundt i dem. Derefter fyldes de i en stofpose eller en aflagt nylonstrømpe og hænges et sted, hvor der lufter lidt, men ellers er tørt (carporten er et udmærket sted). Bærrene tørrer i løbet af en måneds tid til nogle hårde rynkede ikke særligt kønne genstande. De kan opbevares i flere år på den måde, og når de skal bruges, kan man enten bløde dem op i vand eller give dem tørre til fuglene. Man skal under tørreprocessen hele tiden holde øje med, at de ikke mugner, hvilket de har let ved, mens de endnu er bløde. Man kan sætte dem i ovnen og varme dem igennem, men det er lidt dyrt i strøm, da de ikke kun kan nøjes med kort tid. Varmen må ikke være for høj, da de så vil sprække.