Hjem
Pennant
rosella
(
Platycercus elegans )
Længde 28
cm. Rugeperiode 26 dage. Flyvefærdige 35 dage. Kuldstørrelse 5-7 æg.
Der har op gennem tiderne været en del polemik omkring det
systematiske ved Pennants rosella. Det være sig såvel navnet, eller om den
indgår i en udviklingsrække sammen med Adelaide og gul rosella. Under alle
omstændigheder så vil jeg i det efterfølgende prøve at give de bud på
løsninger, som er mest accepterede.
Navnet.
Selve navnet: Pennants rosella, eller som den gennem mange
år har heddet Pennants rosella, er egentlig et fænomen som hovedsagelig kun er
knyttet til det Europæiske kontinent. Englændere, amerikanere og australierne
kalder den i dag stort set kun for: Crimson rosella. Det udelukker dog ikke, at
der også anvendes andre navne både lokalt som mere professionelt. Helt tilbage
til omkring 1800 blev den dog også kaldt for Beautiful Lowry. Der er angivet to
forklaringer på, hvem Pennant var.
Den ene forklaring på navnet Pennant.
Den ene kommer via Tyskland og går på, at den skulle være
navngivet til ære for en hr. Pennant, der bragte en parakit af denne art til
englænderen John Latham, som så beskrev den. Pennant var en indbygger i den
dengang eksisterende engelske koloni New South Wales i Sydaustralien. Nu er det
imidlertid sådan, at så vidt det kan spores, havde Latham aldrig været i
Australien og fået fuglen af Pennant, og på det tidspunkt var det at konservere
en sådan fugl ikke lige noget alle og enhver havde mulighed for (undtagen i
sprit, d.v.s. rom), idet skindet ikke dengang blev garvet og konserveret, så
holdbarheden var kort. Endelig skulle vedkommende også kende Latham, der jo
boede i England, og til slut så skulle Latham have fuglen inden 1787, hvor han
beskrev den som Pennantian Parrot.
Tages det nu i betragtning, at de første bosættelser fandt
sted i 1788, og at kilden til ovenstående oplyser, at Pennant nedlagde den i
1777, og at han var farmer, ja så mener jeg, vi kan se bort fra den
indfaldsvinkel til en navneforklaring.
Den mere sandsynlige forklaring på navnet Pennant.
Den anden forklaring er mere naturlig, idet den omhandler
Cooks første rejse. Med på den var Joseph Banks, og var der noget, han var, så
var det samler, men ikke nok med det, han var også spreder, der enten lånte ud
eller gav til sine venner og kollegaer. Banks hovedinteresse var dog botanik.
Banks kendte udmærket den kendte engelske naturforsker Thomas Pennant (1726-98)
og lånte/gav ham forskellige objekter, men samme Pennant kendte Latham, og
Latham kendte Pennants samling. Her har han antagelig set fuglen, som han
beskriver første gang under navnet Beautiful Lori i 1781, og igen i
Supplementet til sit værk i 1787 som Pennantian Parrot, hvor han samtidig
skriver: "Inhabits New South Wales: communicated by mr. Pennant".
I guvernør Phillips bog om sin rejse til Botany Bay (se evt.
under blå rosella) tegner Latham Pennants rosellaen, og det er antagelig den
første farvetegning af den.
Det systematiske navn.
Dens systematiske navn skyldes tyskeren Gmelin, der i 1788
"latiniserede" alle kendte dagligdags (trivial) fuglenavne, og han
brugte netop artsnavnet elegans, mens Latham året efter også navngav på
"latin" og kaldte den for pennantii, men det var altså for sent. Ud
over de to latinske navne har den også været kaldt gloriosus og splendidus, men
det er en anden historie.
Dens danske navn.
Hvordan dens danske navn skal udtales, har der i de sidste
åringer været tvivl om, men ældre fugleholdere, fra før moden skiftede, kaldte
den for "penent" (det skal siges hurtigt), mens de nyere har taget
det franskklingende "penang" til sig.
Det begyndte egentlig med, at en velkendt fugleholder sagde:
penang, og så var det altså bare in! Englænderne og også andre bruger det
engelske "penent" med tryk på første stavelse. Ordet betyder for
resten vimpel eller flag på engelsk og er angivet ved den engelske udtale.
For nogen tid siden blev jeg så bekendt med, at australierne
kalder den for penang, og det virker noget forkert, idet der så at sige ingen
steder i den australske ornitologiske litteratur er nævnt navnet Pennants
rosella om denne art. I øvrigt er Penang en ø ud for Malayas vestkyst!
Slægtsforholdet til Adelaide rosella og gul rosella.
Her i materialet vil Ade1aide rosellaen og den gule rosella
blive behandlet som selvstændige arter, men nogle mener og har nok ret i, at de
tre egentlig hører til samme grundstamme, men har udskilt sig grundet
forskellige leveområder, og så er Ade1aide uden tvivl en overgangsform mellem
Pennants rosella og gul rosella. Den gule rosella lever i mere tørt og
"gult" landskab, og af den grund har den gennem tiden udviklet en fjerdragtsfarve,
der er mere tilpasset landskabets farve (det kaldes selektion). Hvor de to
typer så støder op til hinanden, vil der komme overgangsformer, der i dag er
kendt som Adelaide rosellaen, der jo varierer i næsten alle nuancer mellem den
røde Pennants rosella og den gule rosella. Der er en nærmere uddybning af dette
under gul rosella.
Dens navne.
Dens danske navn var i mange år Pennantparakit, men i den
nyeste liste over danske fuglenavne hedder den Pennants rosella. Det er på sin
vis et godt navn, idet det anfører, at den er opkaldt efter Pennant, og at den
hører til rosellagruppen. Englænderne kalder den for Crimson Rosella eller
Pennant's Parakit. Tyskerne kalder den for
Pennantsittich ligesom hollænderne, der kalder den for
Pennant parakit eller Pennant rosella. På fransk hedder den Perruche de
Pennant. I Australien kan man se den kaldt for Lowry, men det gælder mest i
ældre litteratur.
Beskrivelse.
Hannen er stort set dybrød både på overside og underside.
Den har violetblå kindpletter, og fjerene på baghalsen, ryggen og
armsvingfjerene er sorte med brede røde kanter. De inderste mellemste
vingedækfjer er sorte, mens de ydre samt armdækfjerene er blå.
Ungfuglene varierer noget, men har violetblå kindpletter og
rødt på panden, issen, struben, øverste del af brystet, lårene og
underhaledækfjerene, og resten af undersiden er olivengrøn dog mere gråliggrøn
på bugen. De inderste mellemste vingedækfjer samt de yderste armdækfjer er mat
olivengrønne med et anstrøg af blåt på armdækfjerene.
Oversiden er olivengrøn dog mere gullig på gumpen og
overhaledækfjerene, ligesom de midterste halefjer er olivengrønne mere
blåligsorte mod spidsen.
Racer.
Der accepteres normalt 2 racer ud over den allerede
beskrevne:
Platycercus elegans nigrescens (billede ved siden af), der
er beskrevet af Ramsay, da han udgaven liste over de fugle, han kendte, og den
liste var forløberen for det katalog, han lavede over de australske fugle i
Australien Museum i Sydney i 1888.
De voksne fugle ligner meget den første race, men er mere
dybe i den røde farve, og de røde rande på oversidens fjer er smallere. Den er
desuden kun omkring 31 cm. lang.
Ungfuglene adskiller sig der imod en del, idet de ikke har
ret meget grønt i fjerdragten undtagen lidt i de inderste armsvingfjer samt de
inderste armdækfjer.
Den sidste race Platycercus elegans melanoptera findes kun
på øen Kangaroo Island (den store cirkel på kortet) ud for indsejlingen til
Adelaide. Den blev beskrevet af North i 1906.
Den ligner rigtig meget nominatracen, men de røde kanter på
ryggens fjer er smallere, og den virker derfor ligesom mere mørk, og den er
desuden en anelse mindre, men ikke så lille som nigrescens. Længden er ca. 33
cm.
Der er dog i den sidste tid kommet en rapport omkring
Pennants rosella og dens sammensmeltning med Adelaide rosellaen. Her er den
oprindelige Adelaide rosella blevet navngivet som en mellemform mellem Pennants
rosella (P. e. jleurieuensis) fra Fleurieuhalvøen (den lille cirkel på kortet)
og den nordlige Adelaide rosella (P. subadelaide).
Billedet ved siden af viser en fugl, der ligner P. e.
jleurieuensis meget, idet den har svage gule bræmmer på især flankefjerene, og
kropsfarven er mere dyb orangerød i stedet for dybrød. Den kan således minde om
en meget rød Adelaide rosella. Hvorvidt racen har gyldighed (den er beskrevet
allerede i 1919) må tiden vise.
Udbredelse.
De tre racer findes adskilt fra hinanden, idet nominaten ud
over en lille isoleret population lige syd for nigrescens ellers findes den i
det sydøstlige og sydlige Australien næsten helt til Adelaide, mens nigrescens
findes i det nordøstlige Australien, og den sidste race findes kun på Kangaroo
Island ud for indsejlingen til Adelaide.
Mutationer i naturen.
Der har været beskrevet nogle fa, men som det kan ses af
kopien efterfølgende, så har man bl.a. fundet en blå fugl i naturen, men kun
nogle få år efter blev der fundet endnu en hos en fuglefanger. Denne fugl blev
købt af en opdrætter, der arbejdede med denne recessive mutation i en årrække,
men han oplyser, at den var vanskelig. Den blå mutation, der opstod i Europa,
er senere kommet legalt til Australien.
Andre naturmutationer er den afblegede, der i Australien
kaldes dilute. Den blev set og beskrevet allerede i 1840, men det var
angiveligt en ungfugl, der blev beskrevet.
Den brogede er også fundet i naturen, og den omtales i en
bog fra 1912 ud fra en ungfugl i Australien Museum.
Der er en beskrivelse af en antagelig isabelgul fugl i
tidsskriftet Em u fra 1917.
Der er også i Australien Museum en ungfugl, der godt kan
ligne en lutino, men de blå fjerpartier er lyseblå. Det er antagelig en
melaninpastel.
Lutinoen er der fundet enkelte af, og den første blev
faktisk håndopmadet, da den blev fundet smidt ud af en rede. Den blev udstillet
på en fjerkræ- og hundeudstilling omkring 1905. Neville Cayley omtaler en anden
i sin bog Australien Parrots i 1938, mens endnu en fugl blev fotograferet ved
en lodge (bebyggelse for turister) i New South Wales omkring 1980.
Orangepastel
Lyspastel
Broget blå
Gulpastel