Rød rosella

Velkommen til Parakitter.dk

Hjem

Reklamer

Gæstebog

Købes

Sælges

Til parakitter Til finker Til lori

Rød rosella

( Platycercus eximius )

Længde 25-30 cm. Rugeperiode 26 dage. Flyvefærdige 35 dage. Kuldstørrelse 5-7 æg.

Beskrivelse

Hele hovedet, struben og den øverste del af brystet har en ren rød farve.Den har hvide kindpletter, og det nederste af brystet er gult, gående over i mere lysegrønt på bugen. Underhaledækfjerene er røde. Der er svage mørke rande på fjerene på den nederste del af brystet og på bugen. Fjerene på baghalsen, ryggen og de inderste albuefjer er sorte med brede gulliggrønne rande.
Inderste mellemste dækfjer er sorte, yderste er af en smuk lyseblå farve, mens albuedækfjerene er mere lyseblå. Undervingedækfjerene, albuefjerene, håndsvingdækfjerene og ydre fane på håndsvingfjerenes basisde1 er dybblå.
Underryggen, gumpen og overhaledækfjerene er klare lysegrønne med svage rande. De midterste halefjer er mørkegrønne på oversiden, mens de yderste halefjer er mørkeblå med et bredt endebånd af lyseblåt og med hvidligeblå spidser. Undersiden af halen er lyseblå. Der er ingen vingestribe på undersiden af vingen. Næbbet er gråligbrunt hornfarvet, iris er brun, og benene er grå. Længden er ca. 30 cm.
Hunnen ligner stort set hannen, men er mere svag i de røde farver på hovedet og det øverste af brystet, og de gulliggrønne kanter på oversidens fjer er mere matgrønne. Der er som regel en undervingestribe, og hun er ofte mere bar omkring øjet. Normalt er begge køn lige store.
Ungfuglene ligner hunnen, men er som regel mere matte i farverne, og nakken samt bagissen er grøn i stedet for rød. De har undervingestribe

Dens danske navne

På dansk har den i mange år heddet rosella eller almindelig rosella. I det nye register over fuglenavne hedder den rosella.

Englænderne kalder den for Golden-mantled Rosella (P. e. cecilae), Red Rosella eller Eastern Rosella. Tyskerne kalder den stort set kun for Rosellasittich. Hollænderne kalder den for det meste Rosella. Franskmændene bruger Perruche omnicolore om den. I Australien bruges Eastern Rosella om den, mens pragtrosellaen bliver kaldt for Golden-mantled Rosella. De indfødte i området omkring det nuværende Sydney kaldte den Bundallock.
Herhjemme har den i næsten 100 år kun heddet rosella, men så blev det moderne at kalde den for rød rosella. Hvor det navn egentlig er kommet fra, må stå hen i det uvisse, men antagelig skyldes det snobberi for udlandet. De to racer kaldes pragtrosella (P. e. cecilae) og Tasmansk rosella (P. e. diemenensis).

Foder

Dens foder bør være en alsidig parakitblanding med nogen vægt på olieholdige frø i vinterperioden. Der må dog ikke være for meget af det, da den har tilbøjelighed til at blive fed, og i så fald er den ofte uvillig til at yngle, eller det kan gøre den ynglevillig på et uønsket tidspunkt.
I yngletiden bør man, hvis den vil have det, give den spiret frø af enten solsikke eller hvede for at nævne de mest brugte. Den er normalt ikke særligt kræsen, og da den er nysgerrig, vil den ofte ret hurtigt levere sit svar på, om den kan lide foderet eller ej - ved at sprede det over det hele, eller bare æde løs. Husk på, at den i årets løb ændrer kostvaner lidt efter lidt og prøv derfor at variere foderet. Vi kan vel heller ikke alle lide at få frikadeller hver dag til morgenmad, middagsmad og aftensmad samt måske også til aftenkaffen.

Yngleaktiviteter

Til rede kan man bruge snart sagt alt, men den mest almindelige type er omkring en halv meter høj og med en bund, der er omkring 20 x 20 cm. Nogle opdrættere bruger at lægge en græstørv i bunden, mens andre anvender tørvestrøelse og høvlspåner. Det overskydende sørger fuglene normalt selv for at fjerne.

Når yngle sæsonen står for døren, bliver parret ofte ret aktivt, og der finder en del kurmageri sted. Samtidig begynder hunnen at tigge hannen om føde, og parret begynder desuden at interessere sig for rederne. Det kan i mange tilfælde være en fordel at sætte flere typer redekasser op til dem, så de har noget at vælge imellem. Når de har valgt en bestemt type, så kan man fjerne de øvrige og i fremtiden kun give dem den type, de nu har valgt. Der kan være nogen forskel fra par til par om, hvilken redetype de foretrækker.

Når reden er blevet godkendt, indretter hunnen den efter sit ønske, og så lægger hun normalt et kuld æg på 5 til 6. Der er dog ind imellem hunner, der lægger helt op til 8 eller flere æg i et kuld. I så fald bør man nok fjerne nogle, så hun kun får 5 til 6 æg at ruge på. Hun lægger æggene med en, men for det meste to dages interval, og det er kun hende, der ruger. Derfor vil ungerne ofte komme med næsten samme forskydning, som æggene er lagt. Hun begynder at ruge, efter det andet æg er lagt. De hunner, der lægger store kuld, venter ofte til næsten halvdelen af kuldet er lagt, inden rugningen begynder. Rugetiden er mellem 18 og 21 dage. Det er hunnen, der fodrer ungerne i den første tid, og som regel bliver hun fodret af hannen enten i redehullet, eller når hun forlader reden. Ungerne bliver i reden omkring 32 dage, men det varierer lidt både efter fødemængden, temperaturen og kuldstørrelsen, så helt op til 35 dage ses ind imellem. Når ungerne har forladt reden, bliver de fodret i endnu omkring 14 dage. Det er især hannen, der fodrer ungerne på det tidspunkt. Nogle gange kan hunnen allerede være parat til næste kuld samtidigt.
Ind imellem kan der opstå nogle skærmydsler mellem parret og ungerne nogen tid efter udflyvningen, og så kan det ofte betale sig at fjerne ungerne.
Et par måneder efter udflyvningen begynder ungerne af fælde ungedragten og få voksendragten. Hele den proces kan vare i omkring et år.Ungerne bliver nogle gange kønsmodne endnu, mens de har spor af ungedragten, men omkring et år gamle er de ofte yngledygtige, men det må anbefales at vente med opdræt, indtil de er to år.