Hjem
Stanleyrosella
( Platycereus icterrotis )
Længde 25-30 cm. Rugeperiode 26 dage. Flyvefærdige 35 dage.
Kuldstørrelse 5-7 æg.
I modsætning til de andre rosellaarter, så er der ret
tydelig kønsforskel hos Stanleyrosellaen.
Hannen
Hovedet og undersiden er røde, mens øredækfjerene,
kindpletten og hagen er smukt gule. Fjerene på baghalsen og ryggen er sorte med
brede grønne bræmmer, der hos ældre fugle godt kan være iblandet lidt rødt. De
inderste albuefjer er matsorte, og det går så over i grønt på yderfanen og mod
spidsen. De inderste mellemdækfjer er sorte, og yderst er de blåviolette.
Armdækfjerene er grønne med violblåt på yderfanen, de yderste armsvingfjer er
grønne med smalle grønblå kanter, og resten er grønne. Hånddækfjerene er som
yderfanen af inderste del af håndsvingfjerene: dyb violblå. Undervingen er
violblå.
Underryggen, gumpen og overhaledækfjerene er grønne, de midterste
halefjer er mørkegrønne inderst, og de har et bredt mørkeblåt bælte på
ydersiden gående ud til spidsen. De yderste halefjer er mørkeblå ved basis, og
de har et bredt lyseblåt bælte mod spidsen, der er blålighvid. Undersiden af
halen er lyseblå, og der er som regel en lys undervingestribe. Næbbet er grålig
hornfarvet, iris er mørkebrun, og benene er gråligbrune. Den er omkring 26 cm.
lang.
Hunnen
Hunnen har matrød pande og isse, der går over i grønt på
isse og nakke, og halssiderne er grønne med matrøde kanter på fjerene.
Øredækfjerene og det øverste af kindpletten er gule, mens den nederste del af
kindpletten er grøn og også her med matrøde kanter. Hagen er blålighvid, og fra
brystet til den øverste del af bugen er den matgrøn iblandet meget matrødt.
Resten af undersiden er rød.
Fjerene på baghalsen og ryggen er matsorte med brede grønne
bræmmer, de yderste mellemste dækfjer er grønne med et kraftigt islæt af
violblåt. Der er mindre blåt i armdækfjerene og de yderste armsvingfjer.
Hånddækfjerene og yderfanen på inderste del. Af håndsvingfjerene er violblå. De
midterste halefjer er matgrønne, og det er den inderste del af de andre også,
men de bliver mørkeblå mod spidsen og langs yderfanens rand. Der er lys
undervingestribe.
Ungfuglene har et orangerødt pandebånd, mens resten af
hovedet er grønt, og hvor de voksne er gule, er ungerne lidt lysere, og de er
lidt mere gullige i de grønne farver. De er ikke så blå på armdækfjerene og de
yderste armsvingfjer, ja faktisk er de næsten grønne, men med svage grønblå
bræmmer. Brystet er lys olivengrønt, og hos hanunger har det et orangerødt
islæt. Bugen er orangerød gående over i lys olivengrønt på siderne.
Underhaledækfjerene er orangerøde. Halen er ikke så lang, og der er en lys
undervingestribe.
Foder
Den tager mange forskellige frø sorter, og ud over
almindeligt parakitfoder er det godt at give den frugt og bær foruden æbler og
gulerødder, som den gerne vil have. I yngletiden bør man give den spiret frø,
og hvis den vil have det også et opmadningfoder evt. med lidt hakket æg. Den er
som ungfugl lidt mere afhængig af forældrene end de andre rosellaer, og man bør
ikke fjerne ungerne, før de har været af rede i mindst 5 uger. Der er eksempler
på, at forældrene gået i gang igen, mens
ungerne endnu gik hos dem, og det er der ikke sket noget ved. Der kan, hvis man
ikke passer lidt på, godt opstå læggenød hos hunnen, men det er som regel kun
et spørgsmål om et rigtigt sammensat foder og en vis varme.
Opdræt og racer
Der er som bekendt to racer af den, og de kan adskilles fra
hinanden. Det bør man også gøre i fugleholdet, og tidligere var der ind imellem
en og anden, der påduttede en ny fuglemand, at den rødryggede var hannen og den
grønryggede var hunnen, men sådan noget bør man ikke gøre som en sand fugleven.
Altså bør man holde de to racer hver for sig. Den gule kindplet kan variere
noget fra fugl til fugl i form og også i farve.
Der har i fugleholdet været stammer, hvor der faktisk ingen
forskel var på de to køn. Ved Viborg var der i en del år en virkelig smuk stamme,
hvor hunnen var meget farvemættet, og begge forældrefuglene var særdeles
intense i kropsfarven. Det kan man med dygtighed avle efter, og også opnå, men
de fleste Stanleyrosellaer viser tydelig kønsforskel i farverne.
En opdrætter har oplyst mig om, at bliver ungerne fodret
kraftigt som unger og ungfugle med opmadningsfoder indeholdende meget animalsk
protein, så bliver hunnerne mere kraftige i farverne, og deres størrelse bliver
også god. I England har man for år siden lavet en undersøgelse over yngleforholdene
for 22 par Stanleyrosellaer. Det viste sig, at den mest foretrukne redetype,
der gav mest succes rent opdrætsmæssigt var 47x25x25 cm. Undersøgelsen viste
også, at der stort set kun er blevet et kuld om året, og at kuldstørrelse var 5
til 6 æg. Redekassen skulle være fyldt med træsmuld i en højde af 15 cm.
Pasning og voliereforhold
Da Stanleyrosellaen ikke er vanskelig at arbejde med, har
den en stor udbredelse i fugleholdet. Den kræver ikke de store forhold, og i
nogle tilfælde har den gået i en blandet småfuglesamling under opdræt uden
problemer. Alt for små forhold bør man ikke byde den. Den vil gerne have en
varieret beplantet voliere, og den er mindre destruktive overfor planterne end
de fleste andre rosellaarter. Den kommer gerne på jorden i søgen efter foder,
så en god græsbund vil glæde den.
Yngleforhold
Fra det øjeblik, hunnen begynder rugningen, bliver hun
næsten hele tiden i reden. Hun kan godt finde på at gå tidligt i gang om
foråret, og så er det første kuld ofte ubefrugtet. Redehullet bør være ret
lille det er godt, hvis kanten er noget blød, for så kan fuglene lave hullet,
som de nu vil have det. Et for stort hul skulle kunne give fugle skræk, idet
teorien går på, at reden bliver for lys indeni. I kolde perioder kan rugetiden
godt gå ud over de normale 20 dage uden problemer, og ungerne forlader reden,
når de er mellem 4 og 5 uger gamle. Efter endnu 4 til 5 uger er de
selvstændige. De er dog ikke helt udvoksede og bliver indenfor det næste halve
år færdigudviklet i krop.
Opmadningsfoder og unger
Foderet til dem bør bestå af en blanding af kanariefrø,
solsikke, hørfrø samt forskellige hirse sorter, og her er hvid hirse værdifuld.
Der ud over gerne havre og hvede samt forskellige ukrudtsfrø som mælkebøtte,
fuglegræs, hyrdetaske og vejbred. Der må gerne gives grønt også i yngletiden.
Den tager gerne både bær og frugter som pære, æble, agurk og gulerod. I
yngletiden bør der være spiret frø til stede, og hvis fuglene vil have det også
hakket æg eller andet opmadningsfoder. Det er ikke alle par, der vil bruge
noget sådant, og nogle opdrættere brugte tidligere opblødt franskbrød, opblødt
enten i mælk eller vand, og så dryssede de evt. lidt druesukker ovenpå. Andre
sværger til sandkage efter pund til pund metoden. Det er dog sådan, at har man
en gang fundet et foder, som fuglene vil have, og som man selv kan affinde sig
med at lave, så bør man fastholde det fremover - hvis der også kommer unger, og
de er ok.
Det stiller sig lidt anderledes, hvis der ikke kommer unger,
for så kan en årsag være foderet. Det, at en eller anden opdrætter sværger til
et bestemt foder, kan være godt, men den næste, man så snakker med, bruger
noget andet - og hvad så skal man skifte hele tiden.
Det gode råd er: lad være at lave om på et godt foder, der
kan give opdrætsresultater og flotte fugle. Ændringer i foderet kan let gøre,
at et opdræt mislykkes.
Der er skrevet nogle få opdrætsberetninger om
Stanleyrosellaen, men en af de bedste stammer fra det danske 1. opdræt og
findes i et tidsskrift fra 1953. Fordi noget er gammelt, behøver det ikke at
være dårligt.